
Hvordan? – En uddybningen af indledningen.
Der er ofte store fordele ved at leve i et seniorbofællesskab. Livskvaliteten opleves bedre, fremhæver undersøgelser ( læs her ). Men i en stor undersøgelse foretaget af “Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for velfærd” fortælles, at nok opleves en større livskvalitet, men: “Der er dog også en tendens til, at det oplevede konfliktniveau er større blandt beboerne i seniorbofællesskaberne end det sted, de boede før.” ( Læs her ).
Undersøgelsen er foretager hos 3 seniorfællesskaber. Beboerne har vurderet deres egen livskvalitet, trivsel, sociale relationer, naboskab og ensomhed. Beboerne er blevet spurgt henholdsvis fire måneder, et år og to år efter indflytningen.
3 år i seniorbofællesskab bekræfter mig ( læs her ) i ovenstående fund om konfliktniveau. Dér, hvor det sociale liv kan være ekstra stort, i venskaber, i familien, i kærlighedsforhold – dér kan livet også være ekstra udfordrende.
I seniorbofællesskaber kan det sociale liv vokse, og derfor kan udfordringerne nok også vokse.
Dét, der beskrives i modellen her på siden, er en mulighed for at begrænse konfliktniveauet og løfte fællesskabet.

Hvad kan der gøres?
Inspireret af Carina Heckscher (se her), forfatter og foredragsholder, følger her nogle forslag til, hvordan vi på en enkel måde kan styrke fællesskabet positivt. Carina arbejder med arbejdsfællesskaber, og selvom ikke alt umiddelbart kan overføres til emnet seniorbofællesskaber, kan mange af hendes principper inspirere. Hovedtanken er, at der i fællesskaber gerne skal være glæde, åbenhed og respekt. Et afgørende virkemiddel er, siger Carina, at sætte ord på det man vil og på de udfordringer man har.
På siden “Fællesskab – hvordan?” beskrives en model, som har til formål at løfte fællesskabet og dæmpe konfliktniveauet. Modellen har tre elementer:
- Hvad vil vi? – hvad betyder noget?
- Hvordan gør vi det? – hvordan holder vi fokus på det vi vil?
- Hvordan kommer vi videre? – hvordan udvikler vi fællesskabet?